Installation af solceller

Montering af solcelle anlæg – Kundereference

Jan Bolhøj har fået installeret solceller på sit hus i nær Næstved. Han har fulgt vores elektrikere og tømrere i deres arbejde med monteringen af solcelle anlægget.

 

Læs og se mere her hvordan Jan Bolhøj oplevede de 2 arbejdsdage:

Min kone og jeg har fulgt en opsætning af et 5.500kwp solcelleanlæg på vores hus i Fensmark. Vi havde forinden haft besøg af Jesper Kær fra Torben Hedegaard og aftalt anlæggets størrelse, sammensætning og placering og fået svar på en hulens bunke spørgsmål.

Desværre var været ikke det bedste fotovejr, men vigtigt var det jo også at solen skinnede efter opsætning. Alle delene til anlægget kom nogle dage før med fragtmanden og blev sat i tørvejr i carporten, det hele fylder kun 1½ palle.

Dag 1

Holdet ankommer 7.10, det er stadig mørkt denne råkolde oktober morgen, men der er lige lys nok til, at man kan pakke ud og opsætte stilladset. Holdet består af Emil (lærling), Steen (tømrer) og Donny (elektriker). Vi mærker straks den gode stemning, de kender hinanden og det er ikke første gang, at de er på en solcelleopgave, de virker meget erfarne. Arbejdsplanen bliver hurtigt aftalt og vi bliver godt informeret om slagets gang (og hvornår der skal laves kaffe).

8.05 Der er pakket ud, Emil kan melde at stilladset nu er klar og Steen kontrollerer at sikkerheden er i orden. Steen og Emil har opgaven på taget, først skal der måles ud, derefter skal de 4 montageskinner monteres, den nederste skinne først, så man har noget til at arbejde sig opad på. De bruger så vidt det er muligt de eksisterende huller, men til den nederste skinne er de nød til at bore nye huller. Jeg lægger mærke til, at de sørger for at tætne alle hullerne med Icopal tagtæt.

På vores terrasse overdækning og på udestuen er der lagt træplader, så de kan komme frem og tilbage i næsten hele husets længde.
Imens er Donny gået i gang med at montere de 2 invertere, der skal omforme jævnstrømmen fra solcellerne til vekselspænding, så det kan kobles sammen med det det offentlige elnet.
Kablerne føres ud under tagryggen, så der skal ikke bores flere huller. Cellerne skal opdeles i 2 grupper, så der skal trækkes i alt 4 kabler ud, Steen og Emil er klar til at tage imod dem på ydersiden.

Dag 1 slutter ligeså grå som den begyndte, men dagens mål er nået, alle 4 montageskinner er på plads, Inverterne er monteret i bryggerset, kablerne er trukket og der er klar til montering af solcellerne.

 

Dag 2

Dagen starter ligeså mørk, grå og kedelig som dag 1, Steen og Emil starter med at pakke solcelle panelerne ud, inden det bliver lyst nok til at gå på taget. De 4 montage skinner blev klar i går og Steen og Emil starter med at montere de 2 yderste paneler.
Så lægges det sidste panel i øverste række og Steen fortæller, at arbejdet skrider planmæssigt frem og at de følger deres tidsplan, vi bliver færdige i dag som planlagt, på trods af at vejret driller lidt med lidt dryp. Alle panelerne er nu lagt og sådan ser det ud inde fra naboens indkørsel. Steen og Emil kobler panelerne sammen efter Donnys tegning og monterer stik og kabler til inverterne. Imens bygges vores gamle El tavle om. Her ses den før og efter, den har bevaret sin gamle gule farve.

Øverst til venstre er de 2 nye kombi-relæer til de 2 invertere, nederst i midten har vi, efter eget ønske, fået udskiftet det gamle HFI-relæ, det var meget følsomt og slog næsten fra bare de sagde tordenvejr i vejrudsigten. Klokken er nu 14.30 og alle paneler og kabler er monteret, inverterne er i gang med at producere strøm, selvom det ikke bliver til meget på sådan en gråvejrsdag. Den ”røde container” er pakket og stilladset er på anhængeren, klar til næste opgave i morgen. De kalder bilen den røde container, fordi Steen og Emil har pakket den med alt affaldet, pap og plastik, men det opdager Donny nok.

1. Produktionsdag

Flot dag, de tunge skyer er lettet og solen dukker frem og nu kan man se både på inverterne og på måleren, at nu sker der noget. På inverterne kan man aflæse den daglige produktion og på måleren kan man se hvor meget man
har solgt og købt af strøm.

For at følge forløbet har jeg lavet et lille regneark, hvor jeg dagligt indtaster tallene fra de 2 invertere og fra måleren, det er lidt spændende at følge med her i starten, fremover vil det sikkert kun blive en gang om ugen og senere sikker kun en gang om måneden.